Japanese Quail

Udseende hvordan man spotter en

Korte, tætsiddende fjer

En rund, kompakt lille fugl med en kort hale og korte ben, bygget til livet på jorden. Vildtype-fjerdragten er en broget blanding af brune og beige nuancer med en bleg stribe over øjet, hvilket giver fremragende camouflage i græs. Voksne hanner har normalt et ensartet rustbrunt bryst, mens hunnerne har et blegere bryst med mørke pletter, hvilket gør dem lette at skelne fra hinanden i vildfarven.12

Personlighed hvordan de er

Rolige, travle små jordfugle, der tilbringer dagen med at fouragere, skrabe og støvbade. De er naturligt lidt sky og har tendens til at skyde lige opad, når de bliver forskrækket, så rolig, stabil håndtering og et stille miljø hjælper dem med at falde til ro. Hannerne annoncerer sig med en kort, gentagen galden, mens hunnerne er mere stille.812

Daglig aktivitet hvordan en travl dag ser ud

Aktive fouragere, der kan lide at gå, løbe og skrabe i strøelse frem for at flyve. Et gulv med sand, spåner eller halm giver dem mulighed for at fouragere, og et sandbad bruges flere gange om dagen. Pikkeobjekter og spredt foder holder dem beskæftiget.81

Pleje og omsorg de praktiske dele

De holder selv styr på deres fjer ved at støvbade, så et tørt sandbad er den primære pleje. Sørg for et blødt eller fleksibelt tag, så et pludseligt hop opad ikke skader dem, og mindst 30 cm frihøjde. Rent vand og frisk strøelse skal holdes dagligt.81

Hjem hvor de er gladest

En gulvindhegning eller voliere er bedre end et lille trådbur. Kommerciel vejledning angiver et minimum på omkring 145 cm² gulvplads pr. fugl, men dyrevelfærdsvejledning foretrækker mere plads med fast, strøet gulv, skjul (planter, skærme eller hø) og et sandbad. Indhegningshøjde på mindst 30 cm med blødt tag. Æglægning understøttes af omkring 14-18 timers lys pr. dag. Unge kyllinger har brug for varme omkring 35 °C i deres første uge, som gradvist sænkes hver uge.84

Foderbasis hvad der kommer i skålen

I naturen spiser de græsfrø som hirse og panicum samt insekter, larver og små orme, med grus. I fangenskab bruges et højproteinfoder til vildtfugle eller vagtler: omkring 25 % protein som startfoder og omkring 24 % for læggende fugle. En voksen fugl spiser cirka 14-18 g foder om dagen. Frisk vand skal altid være tilgængeligt.2147

Selskab hvem de kan lide omkring sig

Sociale fugle, der ikke bør holdes alene. Gode opsætninger er grupper med kun hunner, et par hanner eller blandede grupper med højst én han til fire hunner (én han til to eller tre hunner er almindeligt til avl).84

Historien hvor det hele begyndte

Japanske vagtler blev først holdt i Japan for omkring 800-900 år siden, og i lang tid blev de værdsat for deres stemmer, hvor fuglene deltog i sangkonkurrencer. Fra begyndelsen af 1900-tallet begyndte japanske opdrættere at udvælge dem for æglægning, og en vagtelægindustri blomstrede omkring 1940. Meget af den bestand gik tabt under Anden Verdenskrig, og de moderne tamme og laboratorielinjer blev genopbygget fra de få fugle, der var tilbage. Fra slutningen af 1950'erne blev arten et populært forskningsdyr takket være sin lille størrelse og meget hurtige generationstid, og den er siden blevet brugt i genetik, embryologi og udviklingsstudier. I dag er den den mest udbredte tamvagtel i verden, opdrættet for æg og kød og i stigende grad som baggårdskæledyr.1297

Anerkendt af de officielle dele

IUCN Red List (wild population)

Den vilde art er opført som næsten truet.2

Taxonomy

Behandlet som sin egen art, Coturnix japonica, adskilt fra den nært beslægtede almindelig vagtel (Coturnix coturnix); ældre litteratur kalder den undertiden Coturnix coturnix japonica.1

Domestic colour varieties

Holdere og opdrættere anerkender mange navngivne farvelinjer såsom Farao (vildtype), Italiensk, Manchurisk gylden, Tibetansk, Rosetta, Engelsk hvid og Tuxedo; der er ingen enkelt international race-standardorganisation for disse.7