Mexican Red-knee Tarantula

Udseende hvordan man spotter en

Håret, jordlevende gravende edderkop

En kraftig, fløjlsblød sort tarantel med markante bånd på benene: hvert ben har ringe af dyb orange nær knæleddene, efterfulgt af blegere orange-gule og cremefarvede bånd. Bagkroppen er mørk med brunlige hår. Rygskjoldet er for det meste sort med en lyserødbrun kant, eller det mørke område kan være brudt op i et stjerneformet mønster. Hunnerne er mærkbart større end hannerne.13

Personlighed hvordan de er

Kendt som en meget rolig og stabil tarantel. Unge edderkopper kan være lidt sky, men de trækker sig hellere tilbage end at stå fast. Når de forstyrres, kaster voksne normalt fine hår fra bagkroppen som en advarsel i stedet for at bide, så den nydes bedst som et udstillingsdyr med minimal håndtering.12

Daglig aktivitet hvordan en travl dag ser ud

Lav. En graver, der tilbringer det meste af sit liv i eller nær sin hule og venter på, at bytte passerer forbi. Ingen motion nødvendig ud over et passende bur.13

Pleje og omsorg de praktiske dele

Ingen pleje nødvendig. Hold en fuld vandskål til unge og voksne, fjern uædte byttedyr, og fodr ikke i cirka 5-10 dage efter en voksen har skiftet ham. Pletrens efter behov og lad den ellers være i fred.2

Hjem hvor de er gladest

Et jordbaseret bur med mere gulvplads end højde, cirka 3-4 gange edderkoppens benspænd på tværs for voksne, fyldt halvt til to tredjedele med substrat, så den kan grave en hule, plus et skjulested. Stuetemperatur omkring 21-25 °C og moderat luftfugtighed, hold en del af substratet let fugtigt med konstant adgang til vand.2

Foderbasis hvad der kommer i skålen

Levende insekter som fårekyllinger og kakerlakker. Små edderkopper fodres to gange om ugen, unge hver 7-10 dage og voksne hver 2-3 uger (et par store fårekyllinger eller en stor kakerlak). I naturen overfalder den store insekter og lejlighedsvis en lille frø eller mus fra sin hule.23

Selskab hvem de kan lide omkring sig

Solitar og territorial. Hold én tarantel pr. bur.32

Historien hvor det hele begyndte

Navnet Brachypelma smithi går tilbage til 1897, da Frederick Pickard-Cambridge beskrev en rødknæet tarantel fra Guerrero, Mexico. En meget lignende edderkop fra længere mod nordvest blev navngivet Brachypelma hamorii af Tesmoingt, Cleton og Verdez i 1997, men i to årtier blev de to normalt slået sammen som 'den mexicanske rødknæ', og de fleste rødknæ i kæledyrshobbyen blev solgt som B. smithi. I 2017 brugte Mendoza og Francke kropsdetaljer og DNA-stregkoder til at vise, at de to er separate arter, og det viste sig, at mange af de velkendte fangede rødknæ faktisk er B. hamorii. På grund af eksportpres blev rødknæede taranteller sat på CITES Appendix II i 1985, efterfulgt af resten af slægten i 1994. I dag opdrættes arten med succes i fangenskab.14

Anerkendt af de officielle dele

Scientific description

Beskrevet som Brachypelma hamorii af Tesmoingt, Cleton og Verdez i 1997; adskilt klart fra B. smithi af Mendoza og Francke i 2017.1

CITES

Appendix II: Mexicanske rødknæ-taranteller blev opført i 1985 (under navnet B. smithi) og alle Brachypelma-arter blev tilføjet i 1994.1

IUCN Red List (as reported by Wikipedia)

Vurderet som sårbar.1

Popularitet Længe populær i kæledyrshandlen på grund af sit rolige væsen og slående farver.31